content here is the anonymously transparent proxied version of ecb.europa.eu   X
Menu

INDLEDENDE BEMÆRKNINGER

PRESSEKONFERENCE

Christine Lagarde, formand for ECB,
Luis de Guindos, næstformand for ECB,
Frankfurt am Main, 12. marts 2020

Mine damer og herrer, det er mig en stor glæde, sammen med næstformanden, at kunne byde jer velkommen til denne pressekonference. Vi vil nu orientere om resultatet af dagens møde i Styrelsesrådet, som også havde deltagelse af næstformand i Kommissionen, Valdis Dombrovskis.

Siden vores seneste møde i Styrelsesrådet sidst i januar er spredningen af coronavirussen (COVID-19) blevet til et betydeligt chok for vækstudsigterne for de globale økonomier og euroområdets økonomier og øget volatiliteten på markederne. Selvom den i sidste instans er midlertidig, får den en betydelig indvirkning på den økonomiske aktivitet. Den vil især medføre et fald i produktionen som et resultat af forstyrrelsen af forsyningskæderne og nedbringe den indenlandske og den udenlandske efterspørgsel, navnlig gennem de nødvendige inddæmningsforanstaltningers negative effekt. Desuden påvirker den øgede usikkerhed udgiftsplaner og finansieringen af disse negativt.

Regeringer og alle andre politiske institutioner opfordres til at reagere rettidigt og målrettet med henblik på at håndtere den udfordring for folkesundheden, som inddæmningen af spredningen af coronavirussen er, samt at afbøde dens økonomiske effekt. Der er især behov for en ambitiøs og koordineret finanspolitisk reaktion til at understøtte virksomheder og arbejdere, der er udsat for risiko. Styrelsesrådet giver sin fulde støtte til de samlede og koordinerede politiske foranstaltninger, som eurolandenes regeringer og EU-institutionerne har udtrykt vilje til at gennemføre som reaktion på konsekvenserne af spredningen af coronavirussen. Vi hilser også de beslutninger velkommen, som ECB's tilsynsråd har truffet. De gennemgås mere udførligt i en særskilt pressemeddelelse, som blev offentliggjort tidligere i dag.

I overensstemmelse med vores mandat, er Styrelsesrådet fast besluttet på at støtte husholdninger og virksomheder under de nuværende forstyrrelser af økonomien og den øgede usikkerhed. Derfor har vi vedtaget en omfattende pakke af pengepolitiske foranstaltninger. Sammen med den betydelige pengepolitiske stimulus, som allerede er indført, vil disse foranstaltninger understøtte likviditets- og finansieringsforholdene for husholdninger, virksomheder og banker og bidrage til at bevare den smidige långivning til realøkonomien.

Vi vedtog for det første, midlertidigt, at gennemføre yderligere langfristede markedsoperationer (LTRO'er) for omgående at yde likviditetsstøtte til det finansielle system i euroområdet. Selvom vi ikke ser væsentlige tegn på spændinger på pengemarkederne eller knaphed på likviditet i banksystemet, vil disse operationer udgøre en effektiv sikkerhedsmekanisme, hvis der bliver behov for det. De bliver gennemført i form af auktioner til fast rente med fuld tildeling til en rente, der er lig med den gennemsnitlige rentesats for indlånsfaciliteten. LTRO'erne vil tilføre likviditet på favorable vilkår indtil TLTRO III-operationen i juni 2020.

For det andet vedtog Styrelsesrådet, at der vil gælde betydeligt mere favorable vilkår i perioden fra juni 2020 til juni 2021 for alle udestående TLTRO III-operationer i samme periode. Disse operationer vil understøtte bankernes udlån til dem, der er værst ramt af spredningen af coronavirussen, især små og mellemstore virksomheder. I hele denne periode vil renten ved disse TLTRO III-operationer være 25 basispoint lavere end den gennemsnitlige rente ved Eurosystemets primære markedsoperationer. For modparter, der fastholder deres kreditgivning, vil renten ved disse operationer være lavere og kan i perioden, der afsluttes i juni 2021, blive indtil 25 basispoint lavere end den gennemsnitlige rente på indlånsfaciliteten. Desuden vil det maksimale samlede beløb, som modparter herefter har ret til at låne i TLTRO III-operationer, blive sat op til 50 pct. af deres beholdninger af godkendte lån pr. 28. februar 2019. I denne sammenhæng giver Styrelsesrådet Eurosystemets komitéer mandat til at undersøge foranstaltninger til at lempe kriterierne for sikkerhedsstillelse for at sikre, at modparterne fortsat er i stand til at udnytte vores finansielle støtte fuldt ud.

For det tredje besluttede vi at tilføje en midlertidig ramme for yderligere nettoopkøb på 120 mia. euro indtil årets udgang, idet der sikres et stort bidrag fra opkøbsprogrammet inden for den private sektor. I sammenhæng med det eksisterende opkøbsprogram (APP) vil dette understøtte gunstige finansieringsforhold for realøkonomien i en periode med øget usikkerhed. Vi forventer stadig, at nettoopkøbene fortsætter, så længe det er nødvendigt for at styrke den lempende effekt af de pengepolitiske renter, og at de ophører, kort før Styrelsesrådet begynder at forhøje ECB's officielle renter.

Styrelsesrådet besluttede desuden at fastholde ECB's officielle renter. Vi forventer, at de forbliver på deres nuværende eller et lavere niveau, indtil vi har konstateret en robust bevægelse af inflationsudsigterne mod et niveau, der er tilstrækkelig tæt på, men under 2 pct. inden for vores fremskrivningsperiode, og en sådan konvergens er blevet konsekvent afspejlet i den underliggende inflationsudvikling.

Det er også vores hensigt fortsat fuldt ud at geninvestere afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt inden for APP, efterhånden som de forfalder, i en længere periode efter den dato, hvor vi begynder at forhøje ECB's officielle renter, og i hvert fald så længe det er nødvendigt for at fastholde gunstige likviditetsforhold og en meget lempelig pengepolitik.

Nærmere oplysninger om de præcise vilkår for de nye operationer vil fremgå af særskilte pressemeddelelser, som offentliggøres i eftermiddag kl. 15.30 CET.

På grund af den aktuelle udvikling følger Styrelsesrådet fortsat nøje konsekvenserne af spredningen af coronavirussen for økonomien, inflationen på mellemlangt sigt og transmissionen af vores pengepolitik. Styrelsesrådet er rede til, i givet fald, at justere alle sine instrumenter for at sikre en vedvarende udvikling i inflationen i retning af inflationsmålet og i overensstemmelse med forpligtelsen til symmetri.

Lad mig nu nærmere forklare vores vurdering og i den forbindelse begynde med den økonomiske analyse. De seneste indikatorer tyder på en betydelig forværring af vækstudsigterne på kort sigt. Forstyrrelsen af forsyningskæderne påvirker produktionsplanerne i fremstillingssektoren negativt, samtidig med at de nødvendige inddæmningsforanstaltninger, som skal forhindre yderligere spredning af coronavirussen, påvirker den økonomiske aktivitet negativt. Inden coronaudbruddet var væksten i realt BNP i euroområdet aftaget til 0,1 pct. kvartal-til-kvartal i 4. kvartal 2019 efter en vækst på 0,3 pct. i 3. kvartal. Dette afspejlede hovedsagelig den fortsatte afmatning inden for euroområdets fremstillingssektor og aftagende investeringsvækst. Hvis vi ser ud over de forstyrrelser, som stammer fra coronavirussen, forventes væksten i euroområdet igen at bide sig fast på mellemlangt sigt, understøttet af gunstige finansieringsforhold, finanspolitikken i euroområdet og den ventede fornyede vækst i den globale aktivitet.

Denne vurdering er kun delvist afspejlet i ECB's stabs makroøkonomiske fremskrivninger for euroområdet fra marts 2020, idet skæringsdatoen for data til fremskrivningerne lå før den seneste hurtige stigning i spredningen af coronavirussen til euroområdet. Fremskrivningerne viser en årlig stigning i realt BNP på 0,8 pct. i 2020, 1,3 pct. i 2021 og 1,4, pct. i 2022. De viser navnlig en meget afdæmpet vækst i 1. halvår 2020 efterfulgt af en forbedring i 2. halvår 2020. Sammenlignet med Eurosystemets stabs makroøkonomiske fremskrivninger fra december 2019, er vækstudsigterne for realt BNP blevet mærkbart nedjusteret i 2020 og en anelse i 2021 på grund af den potentielle økonomiske effekt af coronaudbruddet.

De risici, der knytter sig til vækstudsigterne for euroområdet, er klart nedadrettede. Ud over de tidligere identificerede risici i tilknytning til geopolitiske faktorer, stigende protektionisme og sårbarheder i vækstmarkedsøkonomierne, tilføjer spredningen af coronavirussen en ny og væsentlig negativ risikofaktor for vækstudsigterne.

Ifølge Eurostats foreløbige skøn faldt den årlige HICP-inflation i euroområdet fra 1,4 pct. i januar til 1,2 pct. i februar 2020. På grund af det bratte fald i både aktuelle og fremtidige oliepriser vil den samlede inflation sandsynligvis falde betydeligt i de kommende måneder. Indikatorer for inflationsforventningerne er faldet, og mål for den underliggende inflation befinder sig fortsat på et generelt afdæmpet niveau. Selvom lønomkostningspresset hidtil har udvist modstandskraft på et strammere arbejdsmarked, forsinker den svagere vækstudvikling dets gennemslag i inflationen. På mellemlangt sigt vil stigningen i inflationen blive understøttet af vores pengepolitiske foranstaltninger og bedringen af vækstudviklingen i euroområdet.

Vurderingen afspejles kun delvist i ECB's stabs makroøkonomiske fremskrivninger for euroområdet fra marts 2020. Her forudses en årlig HICP-inflation på 1,1 pct. i 2020, 1,4 pct. i 2021 og 1,6 pct. i 2022. Sammenholdt med Eurosystemets stabs makroøkonomiske fremskrivninger fra december 2019 er udsigterne for HICP-inflationen stort set uændret i fremskrivningsperioden. Konsekvenserne af coronavirussen for inflationen er forbundet med stor usikkerhed, idet nedadrettede pres i forbindelse med en svagere efterspørgsel kan blive udlignet af opadrettede pres i tilknytning til forstyrrelserne af forsyningen. Det seneste bratte fald i oliepriserne udgør betydelige nedadrettede risici i inflationsudsigterne på kort sigt.

For så vidt angår den monetære analyse, var væksten i den brede pengemængde (M3) på 5,2 pct. i januar 2020, idet den var aftaget noget i forhold til det seneste toppunkt. Væksten i pengemængden afspejler fortsat bankernes igangværende kreditgivning til den private sektor og lave alternativomkostninger ved M3-beholdninger i forhold til andre finansielle instrumenter. Det største bidrag til væksten i den brede pengemængde kommer derfor fortsat fra det snævre pengemængdemål (M1).

Udlånet til den private sektor voksede fortsat. Den årlige vækst i udlån til husholdninger steg en smule fra 3,6 pct. i december 2019 til 3,7 pct. i januar 2020. Den årlige vækst i udlån til ikke-finansielle selskaber forblev uændret på 3,2 pct. i januar, hvilket bekræftede den afdæmpning, der har kunnet observeres siden efteråret 2019, og som sandsynligvis skyldes den typiske forsinkede reaktion på den tidligere svækkelse af økonomien. Samlet set vil vores lempelige pengepolitik, inkl. de foranstaltninger, der er truffet i dag, sikre bankernes gunstige udlånsvilkår og vil fortsat understøtte adgangen til finansiering, herunder til dem, der er hårdest ramt af konsekvenserne af coronavirussen, især små og mellemstore virksomheder.

Sammenfattende bekræftede et krydstjek mellem resultatet af den økonomiske analyse og signalerne fra den monetære analyse, at der er behov for en meget lempelig pengepolitik for at sikre en solid konvergens i inflationen i retning af et niveau, der ligger under, men tæt på 2 pct. på mellemlangt sigt.

For så vidt angår finanspolitikken, er der nu i betragtning af de svækkede udsigter og for at sikre mod, at yderligere nedadrettede risici gør sig gældende, behov for en ambitiøs og koordineret finanspolitik. Vi hilser de foranstaltninger velkommen, som allerede er taget af flere regeringer til at sikre tilstrækkelige ressourcer i sundhedssektoren og til at yde støtte til ramte virksomheder og medarbejdere. Der er navnlig behov for foranstaltninger, som fx til ydelse af kreditgaranti til at supplere og forstærke virkningen af de pengepolitiske foranstaltninger, der er truffet i dag. Vi hilser den vilje til at handle nu, kraftigt, og sammen, som eurolandenes regeringer og EU-institutionerne har givet udtryk for som reaktion på konsekvenserne af den yderligere spredning af coronavirussen, meget velkommen.

Inden I stiller jeres spørgsmål, vil vi gerne give udtryk for vores dybe taknemmelighed over for alle dem, der giver deres tid og kræfter til at redde liv og inddæmme spredningen af coronavirussen.

Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.

Medie- og pressehenvendelser