SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

Juli 2013

Den økonomiske, monetære og finansielle situation

Aftale om de operationelle procedurer for en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union

Den 21. juni 2013 underskrev Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, en aftale om ændring af aftalen af 16. marts 2006 mellem Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker i medlemsstaterne uden for euroområdet om fastlæggelse af de operationelle procedurer for en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Aftalen, som afspejler, at den kroatiske centralbank (Hrvatska narodna banka) er blevet en del af ESCB, er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.

Markedsoperationer

Ændringer i belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af Republikken Cypern

Den 28. juni 2013 besluttede Styrelsesrådet midlertidigt at suspendere belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, der er udstedt eller fuldt ud garanteret af den cypriotiske regering, i forbindelse med Eurosystemets pengepolitiske operationer. Beslutningen tager højde for ændringer i Republikken Cyperns kreditværdighed (rating), der var en følge af de transaktioner, som Republikken Cyperns finansministerium annoncerede den 27. juni 2013. Den dertil hørende afgørelse (ECB/2013/21) blev sammen med en pressemeddelelse offentliggjort på ECB's websted den 28. juni 2013.

Den 5. juli tog Styrelsesrådet opgraderingen af Republikken Cyperns kreditværdighed som følge af den vellykkede gennemførelse af ovennævnte transaktioner den 1. juli 2013 til efterretning og besluttede, at omsættelige gældsinstrumenter udstedt eller fuldt ud garanteret af Republikken Cypern igen var belånbar sikkerhed i forbindelse med Eurosystemets pengepolitiske operationer pr. 5. juli 2013 med fradrag af særlige haircuts. Den dertil hørende afgørelse (ECB/2013/22) blev sammen med en pressemeddelelse offentliggjort på ECB's websted den 5. juli 2013.

Gennemgang af risikostyringen af Eurosystemets kreditoperationer

Den 17. juli 2013 godkendte Styrelsesrådet ændringer af risikostyringsinstrumenterne for belånbare aktiver i Eurosystemets kreditoperationer. Ændringerne var resultatet af den regelmæssige gennemgang af Eurosystemets rammer for risikostyring, som foretages hvert andet år. De træder i kraft samtidig med, at de relevante retsakter træder i kraft. En pressemeddelelse med en uddybning af foranstaltningerne blev offentliggjort på ECB's websted den 18. juli 2013.

Betalingssystemer og markedsinfrastruktur

Den anden rapport om kortsvindel

Den 11. juli 2013 tog Styrelsesrådet Betalingsformidlingskomitéens anden rapport om kortsvindel til efterretning og gav tilladelse til, at den blev offentliggjort på ECB's websted. Rapporten og en pressemeddelelse herom blev offentliggjort den 16. juli 2013.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om Lietuvos bankas makroprudentielle mandat

Den 26. juni 2013 vedtog Styrelsesrådet CON/2013/45 på anmodning af det litauiske finansministerium.

ECB's udtalelse om løn- og pensionsreformer i Irland

Den 28. juni 2013 vedtog Styrelsesrådet CON/2013/46 på anmodning af den irske minister for offentlige udgifter og reformer i den offentlige sektor.

ECB's udtalelse om reservekrav i forbindelse med indførelsen af euroen i Letland

Den 2. juli 2013 vedtog Styrelsesrådet CON/2013/47 på anmodning af Latvijas Banka.

ECB's udtalelse om et forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 974/98 om indførelse af euroen i Letland og om et forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2866/98 om euroomregningskursen for Letland

Den 5. juli 2013 vedtog Styrelsesrådet CON/2013/48 på anmodning af Rådet for Den Europæiske Union.

ECB's udtalelse om filialer af ikke-EØS kreditinstitutter i Irland

Den 9. juli 2013 vedtog Styrelsesrådet CON/2013/49 på anmodning af den irske finansminister.

ECB's udtalelse om stabiliseringsforanstaltninger i Rumænien

Den 12. juli 2013 vedtog Styrelsesrådet CON/2013/50 på anmodning af Banca Naţională a României.

Corporate governance

Seks ECB-afgørelser om spørgsmål med relation til de nationale centralbankers andele i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB

Den 21. juni 2013 vedtog Styrelsesrådet: 1) afgørelse ECB/2013/15 om fastsættelse af de foranstaltninger, som er nødvendige for bidraget til den akkumulerede værdi af Den Europæiske Centralbanks egenkapital og for justeringen af de nationale centralbankers fordringer svarende til de overførte valutareserveaktiver, 2) afgørelse ECB/2013/16 om ændring af afgørelse ECB/2010/29 om udstedelse af eurosedler, 3) afgørelse ECB/2013/17 om de nationale centralbankers andele i fordelingsnøglen for kapitalindskud i Den Europæiske Centralbank, 4) afgørelse ECB/2013/18 om de nærmere vilkår for omfordelinger af Den Europæiske Centralbanks kapitalandele mellem de nationale centralbanker og justering af den indbetalte kapital og 5) afgørelse ECB/2013/19 om indbetaling af Den Europæiske Centralbanks kapital af de nationale centralbanker i medlemsstater, der har euroen som valuta. Samme dag vedtog Det Generelle Råd afgørelse ECB/2013/20 om indbetaling af Den Europæiske Centralbanks kapital af de nationale centralbanker uden for euroområdet. Afgørelserne, som afspejler, at den kroatiske centralbank (Hrvatska narodna banka) er blevet en del af ESCB, er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på ECB's websted.

Latvijas Bankas deltagelse i Styrelsesrådets møder indtil 1. januar 2014

I tråd med tidligere praksis besluttede Styrelsesrådet den 3. juli 2013 at invitere chefen for Latvijas Banka til at deltage i Styrelsesrådets møder som observatør samt at give eksperter fra Latvijas Banka observatørstatus i alle Eurosystem/ESCB-komitéer og deres undergrupper, når de mødes inden for rammerne af Eurosystemet. Afgørelsen trådte i kraft med øjeblikkelig virkning, efter at Rådet for Den Europæiske Union den 9. juli 2013 havde truffet beslutning om at ophæve Letlands status som medlemsland med dispensation.

Udnævnelse af Revisionsudvalgets eksterne medlemmer

Den 4. juli 2013 udnævnte Styrelsesrådet Hans Tietmeyer og Jean-Claude Trichet som eksterne medlemmer af ECB's revisionsudvalg for en periode på tre år fra og med den 1. august 2013. Erkki Liikanen er formand for udvalget, hvis medlemmer også omfatter Vítor Constâncio og Christian Noyer. Udvalgets mandat er offentliggjort på ECB’s websted.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt