EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32018O0014

Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2018/797 af 3. maj 2018 om Eurosystemets levering af tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver i euro til centralbanker og lande uden for euroområdet og internationale organisationer (omarbejdning) (ECB/2018/14)

EUT L 136 af 1.6.2018, s. 81–87 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentets juridiske status Ikke længere i kraft, Gyldighedsperiodens slutdato: 30/06/2021; ophævet ved 32021O0564

ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2018/797/oj

1.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 136/81


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE (EU) 2018/797

af 3. maj 2018

om Eurosystemets levering af tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver i euro til centralbanker og lande uden for euroområdet og internationale organisationer (ECB/2018/14)

(omarbejdning)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 12.1, 14.3 og 23, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Centralbanks retningslinje ECB/2006/4 (1) har flere gange undergået ændringer (2). Da der skal foretages yderligere ændringer, bør retningslinje ECB/2006/4 omarbejdes af hensyn til klarhed.

(2)

I henhold til artikel 23 sammenholdt med artikel 42.4 i Statutten for Det Europæiske System af Centralbanker (herefter »ESCB-statutten«) kan Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta, etablere relationer med centralbanker og finansielle institutioner i andre lande, og, hvis det er hensigtsmæssigt, med internationale organisationer og udføre alle slags bankforretninger med tredjelande og internationale organisationer.

(3)

Eurosystemet bør optræde som et samlet system i forbindelse med levering af tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver til kunder, uanset gennem hvilken centralbank i Eurosystemet disse tjenesteydelser leveres. Med dette for øje skal denne retningslinje blandt andet sikre, at Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver leveres på et standardiseret grundlag og på harmoniserede betingelser og vilkår, at ECB modtager tilstrækkelige oplysninger om disse tjenesteydelser, og at der fastsættes de fælles minimumskarakteristika, som er påkrævet i de kontraktlige aftaler med kunder.

(4)

Alle oplysninger, data og dokumenter, som udarbejdes af og/eller udveksles mellem centralbanker i Eurosystemet i forbindelse med Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver, er fortrolige og underlagt ESCB-statuttens artikel 37 —

VEDTAGET DENNE RETNINGSLINJE:

Artikel 1

Definitioner

I denne retningslinje forstås ved:

1)   »alle slags bankforretninger«: Eurosystemets levering af tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver til kunder,

2)   »ECB's bemyndigede personale«: personer i ECB, som af Direktionen til enhver tid er udpeget som bemyndigede afsendere og modtagere af de oplysninger, som skal stilles til rådighed inden for rammerne af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver,

3)   »centralbanker«: monetære myndigheder,

4)   »kunde«: alle centralbanker og lande (herunder alle offentlige myndigheder eller offentlige organer) uden for euroområdet og alle internationale organisationer, som en centralbank i Eurosystemet leverer Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver til,

5)   »centralbank i Eurosystemet«: ECB og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta,

6)   »Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver«: de i artikel 2 angivne tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver, som centralbanker i Eurosystemet kan levere til kunder, og som gør det muligt for kunderne at foretage omfattende forvaltning af deres valutareserver gennem en enkelt centralbank i Eurosystemet,

7)   »leverandør af Eurosystemets tjenesteydelser« (Eurosystem Service Provider, ESP): en centralbank i Eurosystemet, som påtager sig at levere samtlige af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver,

8)   »individuel leverandør af tjenesteydelser« (»Individual Service Provider, ISP«): en centralbank i Eurosystemet, som ikke påtager sig at levere samtlige af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver,

9)   »international organisation«: alle organisationer, undtagen EU-institutioner og –organer, som er oprettet ved eller med hjemmel i en international traktat,

10)   »mulig kunde«: alle centralbanker og lande (herunder alle offentlige myndigheder eller offentlige organer) uden for euroområdet og alle internationale organisationer, der har indgået forhandlinger med en ESP eller en ISP med henblik på at oprette forretningsforbindelser, og som har modtaget en kontrakt til forhandling og muligvis til underskrivelse,

11)   »valutareserver«: kundens godkendte eurodenominerede aktiver, dvs. kontanter og alle værdipapirer, der er omfattet af Eurosystemets liste over godkendte omsættelige aktiver, som offentliggøres og opdateres dagligt på ECB's websted, undtagen:

a)

værdipapirer, som hører under »haircut-kategori V« (værdipapirer af asset-backed typen),

b)

aktiver, som udelukkende besiddes med det formål at opfylde kundens pensionsforpligtelser og relaterede forpligtelser over for dennes tidligere eller nuværende personale,

c)

eurodominerede aktiver, der besiddes i særlige konti, som er oprettet hos en centralbank i Eurosystemet af en kunde til brug for omlægning af offentlig gæld inden for rammerne af internationale aftaler,

d)

Den Internationale Valutafonds (IMF) eurodominerede aktiver, der besiddes i dennes Konto Nr. 1 og Konto Nr. 2 samt i IMF's værdipapirkonto hos Eurosystemets centralbanker, og

e)

andre kategorier af eurodenominerede aktiver, som Styrelsesrådet til enhver tid træffer beslutning om.

Artikel 2

Liste over Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver

Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver omfatter:

1)

depotkonti til valutareserverne,

2)

følgende tjenesteydelser i forbindelse med depotføring:

a)

depotopgørelser ultimo måneden med mulighed for også at fremsende opgørelser på andre datoer efter anmodning fra kunden,

b)

fremsendelse af opgørelser via SWIFT til alle kunder, som kan modtage opgørelser via SWIFT, og på andre passende måder til kunder, som ikke anvender SWIFT,

c)

underretning om corporate actions (f.eks. kuponbetalinger og indfrielser) i forbindelse med kundernes værdipapirbeholdninger,

d)

udførelse af corporate actions på kundernes vegne,

e)

formidling af ordninger mellem kunder og agenter for tredjemand, under visse begrænsninger, i forbindelse med gennemførelsen af automatiske værdipapirudlån,

3)

følgende afviklingstjenester:

a)

tjenesteydelser vedrørende afvikling, efter princippet uden betaling/levering mod betaling, for alle eurodenominerede værdipapirer, hvortil depotkonti er stillet til rådighed,

b)

bekræftelse på afvikling af alle transaktioner via SWIFT (eller på andre passende måder til kunder, som ikke anvender SWIFT),

4)

følgende kontant-/investeringstjenester:

a)

køb/salg af udenlandsk valuta på kundens vegne i eget navn, der som minimum dækker spotkøbet/-salget af euro mod G10-valutaerne uden for euroområdet,

b)

tjenesteydelser vedrørende tidsindskud:

i)

i kommission eller

ii)

i eget navn,

c)

dag-til-dag kreditsaldi:

i)

klasse 1 — automatisk investering af et begrænset, fast beløb pr. kunde i eget navn,

ii)

klasse 2 — mulighed for at investere midler hos markedsdeltagere i kommission,

d)

gennemførelse af investeringer for kunder i henhold til deres gældende instrukser og i overensstemmelse med Eurosystemets samlede udbud af tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver,

e)

udførelse af kundernes ordrer med hensyn til køb/salg af værdipapirer på det sekundære marked,

5)

følgende kontantkontotjenester:

a)

udførelse af indkommende og udgående kontantløse betalingstransaktioner i forbindelse med Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver.

Artikel 3

ESP'ers og ISP'ers levering af tjenesteydelser

1.   Inden for rammerne af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver anses centralbanker i Eurosystemet for at være enten en ESP eller en ISP.

2.   Ud over de tjenesteydelser, som er angivet i artikel 2, kan hver enkelt ESP også tilbyde kunderne andre tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver. ESP'erne fastsætter selv disse tjenesteydelser, og de er ikke underlagt denne retningslinje.

3.   ISP'er er underlagt denne retningslinje og kravene i forbindelse med Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver, hvad angår en eller flere af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver, eller en del af en sådan tjenesteydelse, som leveres af de pågældende ISP'er, og som indgår i det samlede udbud af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver. Desuden kan ISP'erne også tilbyde kunderne andre tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver, som fastsættes af den enkelte ISP. Disse tjenesteydelser er ikke underlagt denne retningslinje.

4.   For så vidt angår tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver, der ydes til kunder, kan disse kunder indgå ordninger med flere centralbanker i Eurosystemet.

Artikel 4

Oplysninger om Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver

1.   Centralbanker i Eurosystemet forsyner ECB's bemyndigede personale med alle relevante oplysninger om levering af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver til nye og eksisterende kunder samt informerer ECB's bemyndigede personale, når en potentiel kunde henvender sig til dem.

2.   Eurosystemets centralbanker skal, inden de oplyser ECB's bemyndigede personale om en eksisterende, ny eller potentiel kundes identitet, anmode om kundens samtykke til at oplyse dennes identitet.

3.   Hvis der ikke opnås samtykke fra kunden, forsyner den pågældende centralbank i Eurosystemet ECB's bemyndigede personale med de påkrævede oplysninger uden at afsløre kundens identitet.

Artikel 5

Forbud mod og indstilling af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver

1.   Til brug for Eurosystemets centralbanker fører ECB en liste over eksisterende, nye eller potentielle kunder, hvis valutareserver påvirkes af en ordre om indefrysning eller en lignende foranstaltning, som pålægges enten af en af EU's medlemsstater på grundlag af en resolution fra FN's Sikkerhedsråd eller af EU.

2.   Hvis en centralbank i Eurosystemet på grundlag af en anden foranstaltning eller beslutning end de i stk. 1 omtalte, som af nationale politiske årsager eller af hensyn til nationale interesser er vedtaget af en centralbank i Eurosystemet eller af den medlemsstat, hvor den pågældende centralbank i Eurosystemet har hjemsted, indstiller leveringen af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver til en eksisterende kunde eller afviser at levere disse tjenesteydelser til en ny eller potentiel kunde, underretter denne centralbank i Eurosystemet omgående ECB's bemyndigede personale herom. ECB's bemyndigede personale underretter omgående de øvrige centralbanker i Eurosystemet herom. En sådan foranstaltning eller beslutning er ikke til hinder for, at de øvrige centralbanker i Eurosystemet kan levere Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver til de pågældende kunder.

3.   Artikel 4, stk. 2 og 3, finder anvendelse for enhver oplysning om en eksisterende, ny eller potentiel kundes identitet, som gives i henhold til stk. 2. I fravær af en kundes samtykke kan oplysninger om en kundes identitet til andre centralbanker i Eurosystemet kun finde sted, hvis disse oplysninger ville kunne videregives i henhold til gældende lov.

Artikel 6

Ansvar for Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver

1.   Enhver centralbank i Eurosystemet er ansvarlig for udførelsen af alle kontraktlige aftaler med sine kunder, som det finder hensigtsmæssigt med henblik på leveringen af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver.

2.   Uden at dette berører særlige bestemmelser, som finder anvendelse for eller er vedtaget af en centralbank i Eurosystemet, er enhver centralbank i Eurosystemet, som leverer Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver eller en hvilken som helst del heraf til sine kunder, ansvarlig for de leverede tjenesteydelser.

Artikel 7

Fælles minimumskarakteristika i kontraktlige aftaler med kunder

Centralbanker i Eurosystemet sikrer, at deres kontraktlige aftaler med kunder er i overensstemmelse med denne retningslinje og de følgende fælles minimumskarakteristika. De kontraktlige aftaler skal:

a)

angive, at kundens modpart er den centralbank i Eurosystemet, hvormed den pågældende kunde har indgået en aftale om levering af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver eller en hvilken som helst del heraf, og at denne aftale ikke i sig selv medfører kundemæssige rettigheder eller krav over for andre centralbanker i Eurosystemet,

b)

angive de link, som kan anvendes til afvikling af værdipapirer, der besiddes af kundernes modparter, og de relevante risici ved at anvende link, som ikke er godkendt til pengepolitiske operationer,

c)

angive, at visse transaktioner inden for rammerne af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver skal udføres efter bedste evne,

d)

angive, at den pågældende centralbank i Eurosystemet kan stille kunderne forslag med hensyn til tidspunktet for og udførelsen af en transaktion for at undgå, at den kommer i konflikt med Eurosystemets pengepolitik og valutakurspolitik, og at den pågældende centralbank ikke er ansvarlig for de konsekvenser, disse forslag måtte have for kunden,

e)

angive, at de gebyrer, som centralbankerne i Eurosystemet opkræver af deres kunder for leveringen af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver, revideres af Eurosystemet, og at kunderne i henhold til gældende lov er bundet af de ændringer af gebyrerne, som måtte følge af disse revisioner,

f)

angive, at kunden bekræfter over for den pågældende centralbank i Eurosystemet, at kunden overholder al relevant EU-lovgivning og national lovgivning vedrørende forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder instrukser fra de kompetente myndigheder, og at kunden ikke er involveret i nogen form for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme.

Artikel 8

ECB's rolle

ECB koordinerer den generelle levering af Eurosystemets tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver og de relaterede oplysningsmæssige rammer. Hvis en centralbank i Eurosystemet bliver ESP eller ophæver sin status som ESP, underretter den ECB herom.

Artikel 9

Ophævelse

1.   Retningslinje ECB/2006/4 som ændret ved retningslinjerne opstillet i bilag I ophæves med virkning fra 1. oktober 2018.

2.   Henvisninger til den ophævede retningslinje skal forstås som henvisninger til denne retningslinje og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.

Artikel 10

Virkning og gennemførelse

1.   Denne retningslinje får virkning på den dato, hvor den meddeles til de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta.

2.   Centralbankerne i Eurosystemet skal overholde denne retningslinje fra den 1. oktober 2018.

Artikel 11

Adressater

Denne retningslinje er rettet til alle centralbanker i Eurosystemet.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 3. maj 2018.

For ECB's Styrelsesråd

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  Den Europæiske Centralbanks retningslinje ECB/2006/4 af 7. april 2006 om Eurosystemets levering af tjenesteydelser vedrørende forvaltning af valutareserver i euro til centralbanker og lande uden for euroområdet og internationale organisationer (EUT L 107 af 20.4.2006, s. 54).

(2)  Jf. bilag I.


BILAG I

OPHÆVET RETNINGSLINJE MED LISTE OVER EFTERFØLGENDE ÆNDRINGER HERAF

Retningslinje ECB/2006/4 (EUT L 107 af 20.4.2006, s. 54).

Retningslinje ECB/2009/11 (EUT L 139 af 5.6.2009, s. 34).

Retningslinje ECB/2013/14 (EUT L 138 af 24.5.2013, s. 19).


BILAG II

SAMMENLIGNINGSTABEL

Retningslinje ECB/2006/4

Denne retningslinje

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 2

Artikel 2

Artikel 3

Artikel 3

Artikel 4

Artikel 4

Artikel 5

Artikel 5

Artikel 6

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 7

Artikel 8

Artikel 8

Artikel 9

Artikel 9-11


Op