20.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/1

1.

Den Europæiske Centralbank (ECB) modtog den 17. december 2008 en anmodning fra Rådet for Den Europæiske Union om en udtalelse om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer (1) (herefter »forordningsforslaget«) (2).

2.

ECB's kompetence til at afgive udtalelse fremgår af artikel 105, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. I overensstemmelse med artikel 17.5, første punktum, i forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank er denne udtalelse vedtaget af ECB's Styrelsesråd.

3.

ECB ser med tilfredshed på formålene med forordningsforslaget (3) og støtter den aftale, der blev indgået for nylig på mødet den 14. marts 2009 (4) mellem finansministrene og centralbankcheferne i G20-landene, som en del af de internationalt koordinerede initiativer til at styrke lovgivningsgrundlaget for kreditvurderingsbureauer. ECB er af den holdning, at lovgivningsinitiativer vedrørende kreditvurderingsbureauer bør have følgende formål (5). For det første bør gennemsigtigheden i forbindelse med udarbejdelsen af kreditvurderinger og den løbende overvågning heraf forbedres, så det bliver nemmere at sammenligne kreditvurderingsbureauernes kreditvurderinger, og der bliver større konkurrence inden for kreditvurderingsbranchen. For det andet bør kreditvurderingsprocessen opfylde passende standarder for kvalitet og integritet. Set ud fra en finansiel stabilitetssynsvinkel er det af største vigtighed, at kreditvurderingsprocessen ikke fører til alt for stor volatilitet i vurderingerne, som kunne føre til voldsomme nye prissætninger af aktiver og svække markedstilliden. For det tredje bør kreditvurderingsbureauernes integritet og uafhængighed beskyttes, idet det sikres, at interessekonflikter enten undgås eller håndteres hensigtsmæssigt inden for gennemsigtige lovgivningsrammer.

4.

Forordningsforslaget forventes at finde anvendelse på »kreditvurderinger, der anvendes i reguleringsøjemed eller til andre formål« af regulerede institutioner inden for den finansielle sektor (kreditinstitutter, investeringsselskaber, forsikringsselskaber, livsforsikringselskaber, genforsikringsselskaber, institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) og arbejdsmarkedsorienterede pensionskasser), og som offentliggøres eller distribueres pr. abonnement (6). Endvidere vil disse regulerede institutioner kun kunne anvende kreditvurderinger i reguleringsøjemed, hvis disse vurderinger er afgivet af kreditvurderingsbureauer, som er etableret i Fællesskabet og registreret i overensstemmelse med forordningsforslaget (7).

ECB støtter forordningsforslagets brede anvendelsesområde, men har følgende bemærkninger.

For det første indikerer udtrykket »der anvendes i reguleringsøjemed eller til andre formål«, at der er valgt et bredt anvendelsesområde, men både i begrundelsen til forordningsforslaget og i Kommissionens vurdering af virkningerne slås til lyd for en mere snæver indfaldsvinkel, hvorefter forordningsforslaget kun ville gælde for kreditvurderinger, der anvendes i reguleringsøjemed (8). Kommissionen gør gældende, at den foreslåede fremgangsmåde vil være »i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet«, da den »[ikke] tager […] sigte på alle kreditvurderingsbureauer, men kun bureauer, hvis vurderinger anvendes i reguleringsøjemed af finansielle institutioner, dvs. dem, som har en potentiel stor indflydelse på det finansielle system« (9). Den foreslåede regulering veksler imidlertid mellem på den ene side et mål om at indføre »en fælles fremgangsmåde til sikring af en høj kvalitet af kreditvurderinger, der anvendes i Fællesskabet« (10) og at »alle vurderinger, som anvendes af finansielle institutioner, der er omfattet af fællesskabslovgivningen, er af høj kvalitet og afgives af kreditvurderingsbureauer, der er underlagt strenge krav« (11), og på den anden side det mere begrænsede mål om at kræve registrering alene for kreditvurderingsbureauer etableret i Fællesskabet og at søge at sikre, at deres kreditvurderinger anvendes i reguleringsøjemed af finansielle institutioner i EU (12). Forordningsforslaget gør det desuden ikke klart, hvilke regler der finder anvendelse på værdipapirer, for hvilke der er udstedt et prospekt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (13), og som vurderes i henhold til forordningsforslaget.

For det andet definerer forordningsforslaget i sin angivelse af anvendelsesområdet »reguleringsøjemed« først og fremmest med henvisning til det mest bemærkelsesværdige eksempel på brug af kreditvurdering inden for finansiel regulering, dvs. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning) (14), hvoru nder kreditinstitutter kan anvende vurderingerne som et referencepunkt ved beregning af deres kapitalkrav til solvensformål (15). ECB forstår, at en sådan fremgangsmåde ville dække kreditvurderinger, som har »en potentiel stor indflydelse på det finansielle system« (16). I forbindelse hermed blev G20 finansministrene og centralbankcheferne den 14. marts 2009 enige om reguleringsmæssig overvågning, herunder registrering af alle kreditvurderingsbureauer, hvis vurderinger anvendes i reguleringsøjemed (17). Da »reguleringsøjemed« ikke er særligt defineret, og da det ikke er angivet, om det dækker henvisninger til anvendelse af vurderinger i fællesskabslovgivning (som gennemført i national lovgivning) og i nationale love, finder ECB, at der er behov for yderligere præcisering. Endelig kunne nogle af bestemmelserne i forordningsforslaget, såsom den almindelige forpligtelse for kreditvurderingsbureauer til at offentliggøre »enhver kreditvurdering« (18), komme i modstrid med anvendelsesområdet for forordningsforslaget, såfremt dette blev begrænset til kreditvurderinger i reguleringsøjemed.

For det tredje gælder forordningsforslaget kun for kreditvurderinger, som udsendes i abonnement eller som offentliggøres. I overensstemmelse med reglerne, som finder anvendelse på eksterne kreditvurderingsinstitutter (»ECAI«) i direktiv 2006/48/EF (19), foreslås det at præcisere, at kreditvurderinger anses som offentligt tilgængelige, hvis de giver alle potentielle brugere lige adgang og en rimelig mulighed for offentligheden til at foretage en bedømmelse.

For det fjerde bør kreditvurderinger baseres på metodologier, der kombinerer kvalitative og kvantitative metoder (20). Det bemærkes i forbindelse hermed, at tredjemands ratingværktøjer (21) som hovedregel udelukkende er baseret på kvantitative metoder og ikke tager hensyn til kvalitative oplysninger såsom oplysninger, der er indhentet gennem kontakter til den øverste ledelse og operative medarbejdere i de vurderede foretagender. I sammenhæng med rammegrundlaget for Eurosystemets pengepolitiske operationer (som omfatter ECB og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har indført euroen), behandles denne art kreditvurderingssystem anderledes end andre kilder for kreditvurderinger såsom ECAI’er. Det bør derfor vurderes, om forordningsforslaget bør specificere, at vurderinger, der udarbejdes af tredjemands ratingværktøjer ikke bør falde uden for dets rækkevidde.

5.

ECB har en direkte interesse i de tjenester, som kreditvurderingsbureauerne yder, i forbindelse med Eurosystemets opgaver og forpligtelser med hensyn såvel til udførelse af pengepolitiske operationer og til andre centralbankoperationer, såsom forvaltningen af valutareserver og operationer vedrørende forvaltningen af egenkapital (22). Det fremgår af statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (i det følgende benævnt »ESCB-statutten«), artikel 18.1, andet led, at ECB og de nationale centralbanker kan udføre lånetransaktioner med kreditinstitutter og andre markedsdeltagere, hvor lån ydes imod passende sikkerhed. Det er et vigtigt kriterium for belånbarhed i forbindelse med pengepolitiske operationer, at aktiver opfylder høje kreditstandarder og til dette formål definerer Eurosystemets rammer for kreditvurdering (ECAF) de procedurer, regler og teknikker, der sikrer at Eurosystemets krav om høje kreditstandarder opfyldes. Ved vurderingen af kreditstandarden af belånbare aktiver tager Eurosystemet hensyn til oplysninger om kreditvurdering fra kreditvurderingssystemer, der tilhører én af fire kilder: ECAI’er, de nationale centralbankers kreditvurderingssystemer (ICAS) (23), modparters interne ratingbaserede systemer og tredjemands ratingværktøjer (24). Eurosystemet forbeholder sig ret til at bestemme, hvorvidt et værdipapir, en udsteder, en debitor eller en garant opfylder dets krav om høje kreditstandarder på grundlag af oplysninger af en hvilken som helst art, som det finder relevant, og kan afvise aktiver på grundlag heraf. For at sikre konsekvens, nøjagtighed og sammenlignelighed af de fire kreditvurderingskilder inden for ECAF har Eurosystemet udarbejdet godkendelseskriterier for enhver af de anvendte kilder og overvåger regelmæssigt deres kreditvurderinger i forhold til Eurosystemets benchmark for høje kreditstandarder (25).

ECB skal i denne forbindelse anbefale, at det i en betragtning gøres klart, at bestemmelserne i forordningsforslaget, som finder anvendelse på kreditvurderingsbureauer, er med forbehold af Eurosystemets ret eller retten for de nationale centralbankers i de medlemsstater, som ikke har indført euroen, til i medfør af deres nationale lovgivning at definere de procedurer, regler og kriterier, der sikrer, at kravet om høje kreditstandarder for aktiver, der er belånbare til brug for pengepolitiske operationer, er opfyldt, og til at fastsætte betingelser, der måtte være hensigtsmæssige, for anvendelse af kreditvurderinger i centralbankoperationer.

6.

Forordningsforslaget finder ikke anvendelse på kreditvurderinger, der afgives af offentlige organer, hvis kreditvurderinger ikke offentliggøres og ikke betales for af den kreditvurderede enhed (26). Som anført ovenfor (27) tager Eurosystemet ved vurdering af kreditstandarder for belånbare aktiver hensyn til kreditvurderinger fra forskellige kilder, herunder interne kreditvurderingssystemer, som anvendes af nogle nationale centralbanker. Disse interne kreditvurderingssystemer er af betydning for Eurosystemets pengepolitik. Eksempelvis udgør fordringer en væsentlig kilde blandt de aktiver, som godkendes om sikkerhed af Eurosystemet, og debitorerne for disse gældsforpligtelser er ofte mellemstore virksomheder, som alene vurderes af disse interne vurderingssystemer (28). ECB finder, at det ville være disproportionalt at gøre disse interne kreditvurderingssystemer til genstand for registreringsproceduren i forordningsforslaget. Det ville desuden ikke være relevant eller hensigtsmæssigt at anvende visse af bestemmelserne i forordningsforslaget på kreditvurderinger, der afgives af nationale centralbanker. For så vidt angår interne kreditvurderingssystemer gælder, at deres kreditvurderinger i) ikke offentliggøres, og ii) ikke betales for af den kreditvurderede enhed. ECB anser det derfor for hensigtsmæssigt at udvide den ovennævnte undtagelse fra forordningsforslaget til at omfatte kreditvurderinger, der er afgivet af nationale centralbanker, og skal foreslå, at forordningsforslaget ændres i overensstemmelse hermed.

7.

ECB er enig i, at disse systemer burde kunne benytte en undtagelse fra forordningsforslaget i de tilfælde, når de opererer på vilkår, som svarer til kravene i forordningsforslaget, og som sikrer passende integritet og uafhængighed i forbindelse med kreditvurderingsvirksomhed. Inden for rammerne for Eurosystemets pengepolitiske operationer er disse systemer i forvejen genstand for en indgående kontrol og omfattende resultatovervågning fra Eurosystemets side, som kan suspendere eller udelukke dem i tilfælde, som det selv fastsætter (29). Det er derfor ECB’s opfattelse, at det ovennævnte vilkår bør anses for automatisk opfyldt, når et internt kreditvurderingssystem er kontrolleret af ECB med henblik på Eurosystemets pengepolitiske operationer. For så vidt angår kreditvurderinger afgivet af nationale centralbanker, der opfylder de to ovenfor angivne kriterier, men hvor ECB ikke har vurderet det pågældende interne kreditvurderingssystem, bør der indføres en procedure for kontrol af, at det interne kreditvurderingssystem opfylder et »ækvivalenskriterium«. ECB skal foreslå, at de nationale centralbanker i sådanne tilfælde anmoder Kommissionen om en undtagelse, og at Kommissionen for at sikre en ensartet anvendelse af de ovennævnte kriterier hører ECB, forinden den træffer en afgørelse om undtagelse, for at drage nytte af ECB’s ekspertise på dette område. ECB skal foreslå, at forordningsforslaget ændres, og at der indsættes en tilsvarende betragtning for at afspejle denne procedure.

8.

Direktiv 2006/48/EF giver kreditinstitutter mulighed for at anvende eksterne kreditvurderinger, der er afgivet af ECAI’er, til at beregne risikovægte i henhold til standardmetoden (30) og den ratingbaserede metode ved securitisationspositioner (31). Samspillet mellem ordningen for kreditvurderingsbureauer i henhold til forordningsforslaget og den etablerede procedure med hensyn til godkendelse af ECAI’er i medfør af direktiv 2006/48/EF kunne udgøre et problem, som der på hensigtsmæssig måde bør tages højde for. I særdeleshed bør det tydeliggøres, at registrering af et kreditvurderingsbureau i henhold til forordningsforslaget udgør en betingelse for anerkendelse som ECAI i henhold til direktiv 2006/48/EF. Desuden bør der foretages en passende ændring af direktiv 2006/48/EF som foreslået i Eurosystemets bidrag (32) med henblik på at undgå dobbeltprocedurer og omkostningskrævende overlappende krav samt for at sikre retlig konsekvens. Eksempelvis bør kravene om objektivitet, uafhængighed, løbende revision, åbenhed og information i forbindelse med metoder og modeller ved afgivelse af kreditvurderinger (33) allerede anses for opfyldt af kreditvurderingsbureauer, som er registrerede i henhold til forordningsforslaget.

9.

I følge forordningsforslaget udpeger hver medlemsstat en kompetent myndighed i forbindelse med denne forordning (34). I henhold til direktiv 2006/48/EF bevarer de nationale banktilsynsmyndigheder kompetencen til at anerkende kreditvurderingsbureauer som ECAI’er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv (35). Såfremt Udvalget af Europæiske Værdipapirtilsynsmyndigheder (CESR) eller de efter forordningsforslaget udpegede myndigheder, således som det er foreslået i de Larosière-gruppens rapport (36), har ansvaret for registrering og overvågning af kreditvurderingsbureauer, bør disse høre de relevante banktilsynsmyndigheder vedrørende registrering og tilsyn samt om eventuel anvendelse af sanktioner. Når direktiv 2006/48/EF tages op til vurdering, kunne fællesskabslovgiver vurdere, hvorvidt der på grundlag af erfaringer med ordningen for ECAI’er (37), er behov for yderligere forenklinger af ordningerne for anerkendelse af disse institutioner, under hensyntagen til eventuelle synergier mellem ordningen for registrering af og overvågning af kreditvurderingsbureauer i forordningsforslaget.

10.

Forordningsforslaget fastlægger en ramme for registrering og overvågning af kreditvurderingsvirksomhed baseret på en tæt koordination mellem de nationale myndigheder. ECB konstaterer, at CESR’s rolle er begrænset til at yde rådgivning til den kompetente myndighed i hjemlandet i) vedrørende forslag til afgørelse om meddelelse eller nægtelse af registrering (38) og ii) i anliggender, der er omfattet af forordningsforslaget (39), eller hvis myndighederne agter at træffe tilsynsforanstaltninger (40). ECB bemærker i denne henseende de betænkeligheder, der er udtrykt i de Larosière-gruppens rapport om, at »systemet med licenser og overvågning i dette forslag er for byrdefuldt« og at »navnlig arbejdsfordelingen mellem myndighederne i hjemlandet og værtsmedlemsstaten sandsynligvis ikke er effektiv« (41). Endvidere foreslår de Larosière-gruppens rapport at placere ansvaret for licensgivning og direkte overvågning af institutioner i hele EU som f.eks. kreditvurderingsbureauer, hos den myndighed i EU, hvortil CESR vil blive omdannet. Eurosystemet har ganske vist allerede udtrykt sin støtte til, at CESR spiller en koordinerende rolle (42), men det kan i lyset af den kommende gennemførelse af de Larosière-gruppens anbefalinger være nødvendigt at revurdere CESR’s rolle i forhold til kreditvurderingsbureauerne (43).

11.

ECB skal understrege, at koordinerende ordninger, der fastlægges med henblik på regulering og overvågning af kreditvurderingsbureauer, skal være således udformet, at de gør det muligt for Eurosystemet at deltage i passende omfang, henset til dets stærke interesse i gennemførelsen af centralbankoperationer og ud fra et ønske om finansiel stabilitet. ECB skal således foreslå, at der indføres gateways i forordningsforslaget i lighed med dem, som er indsat i Fællesskabets ramme for udveksling af information mellem de kompetente myndigheder og centralbankerne i ESCB (44). ECB foreslår derfor en ændring på linje med sin henstilling i udtalelsen CON/2009/17 (45). Endvidere ser ECB gerne, at der indføres en obligatorisk høring af Det Europæiske Banktilsynsudvalg samt af Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger før offentliggørelsen af en vejledning til de nationale kompetente myndigheder (46).

12.

I Eurosystemets bidrag bemærkedes, at en alternativ og mindre streng behandling af lokale kreditvurderingsbureauer, som hovedsagelig behandler værdipapirer udstedt af virksomheder, bør overvejes i forordningsforslaget, og at et afkald på opfyldelse af visse krav over for lokale bureauer vil kunne give fleksibilitet og bidrage til at bevare mangfoldigheden i populationen af kreditvurderingsbureauer og derved sikre alsidighed i vurderinger (47). Hvis en sådan undtagelse indføres for mindre kreditvurderingsbureauer inden for rammerne af den fælles beslutningsprocedure, vil det være nødvendigt at sikre, at større kreditvurderingsbureauer ikke kan udnytte en sådan undtagelse ved at splitte deres virksomhed op i flere enheder. ECB går også ind for, at der foretages en vurdering af, hvilken indflydelse anvendelsen af forordningsforslaget vil have på graden af koncentration på markedet for kreditvurdering (48).

13.

Det fremgår af forordningsforslaget, at kreditvurderingsbureauerne skal stille »oplysninger om deres hidtidige driftsresultater og tidligere kreditvurderingsaktiviteter til rådighed i et centralt register, der oprettes af CESR« (49). ECB er klar til at bistå Kommissionen og CESR med oprettelsen af dette register, som vil være relevant for ESCB under udførelsen af dets aktiviteter. Der skal findes en balance mellem, hvor meget information der er nødvendig for at opfylde brugernes behov og kreditvurderingsbureauernes omkostninger for at opfylde dette krav.

ECB skal også fremkomme med følgende anbefalinger. For det første kan det af hensyn til klarhed være hensigtsmæssigt at opdele følgende bestemmelser i to separate artikler i forordningsforslaget: i) de bestemmelser, der vedrører kravene til oplysningspligt, som gælder for kreditvurderingsbureauer, og ii) de bestemmelser, der vedrører CESR’s oprettelse af et centralregister og arten af de data og oplysninger, som dette centralregister skal indeholde. For det andet er det ønskeligt med en yderligere præcisering af, hvilken type data og oplysninger, der skal gøres tilgængelige i centralregistret. ECB forstår, at disse oplysninger vil omfatte »oplysninger om historiske misligholdelsesrater for de forskellige ratingkategorier« (50). For det tredje bør CESR’s indsamling af disse oplysninger, måden de opbevares på, ordningerne vedrørende forvaltning af registret samt adgang hertil og eventuelle ændringer til de krav, der fremover vil gælde for dette register og for kreditvurderingsbureauer, undersøges nærmere. Det kan i den forbindelse være nødvendigt at indføre mere detaljerede bestemmelser eller at udvide adgangen til at anvende komitologiproceduren i forordningsforslaget for at gøre det muligt at vedtage tekniske foranstaltninger, der nærmere angiver de principper, der finder anvendelse på registrets organisation og funktion. CESR bør også undersøge, om der foreligger eventuelle synergier med andre initiativer. For det fjerde skal registret sikre, at »relevante og ensartede oplysninger om kreditvurderingsbureauernes resultater er tilgængelige for at give markedsdeltagerne mulighed for at foretage sammenligninger mellem alle udbydere i branchen« (51). ECB henstiller, at CESR gives mandat til at udarbejde statistikker til overvågning af kreditvurderingsbureauernes hidtidige resultater og at offentliggøre disse med jævne mellemrum. ECB foreslår endvidere, at ovennævnte oplysninger struktureres og opbevares i et sammenligneligt format, som indeholder oplysning om værdipapirer og deres vurdering på instrument- og udstederniveau på grundlag af fondskodenumre, International Securities Identification Number, og en standardiseret identifikator for udstedere. Endvidere er det nødvendigt at sikre, at investorerne får bedre mulighed for at vurdere kreditrisikoen for deres porteføljer, dvs. at investorerne skal kunne drage deres egne konklusioner ud fra statistiske sammenhænge, f.eks. korrelationer, mellem forskellige kreditvurderingskategorier i forhold til de forskellige typer af vurderede enheder eller instrumenter.

14.

En »ratingkategori« defineres i forordningsforslaget som »et symbol, som anvendes til at identificere hver kreditvurdering inden for hver kreditvurderingsklasse for at kunne sondre mellem de risikokarakteristika, der kendetegner de forskellige typer af kreditvurderede enheder, udstedere og finansielle instrumenter« (52). Endvidere fremgår det af forordningsforslaget, at et kreditvurderingsbureau skal angive den »kreditvurderingsklasse, [for] hvilken kreditvurderingsbureauet ansøger om at blive registreret« (53). Disse bestemmelser kan forenkles yderligere, således som det foreslås i bilaget til denne udtalelse.

15.

Det fremgår af forordningsforslaget, at kreditvurderingsbureauer skal kontrollere deres kreditvurderinger og »i givet fald« revidere disse (54). En nærmere angivelse af en mindstehyppighed for revision af kreditvurderinger vil styrke kreditvurderingsbureauernes engagement i og forpligtelse til regelmæssigt og aktivt at kontrollere alle de vurderinger, de har afgivet. ECB henstiller derfor, at en sådan revision foretages mindst en gang om året. I henhold til forordningsforslaget skal kreditvurderingsbureauerne ved ændring af kreditvurderingsmetoder »revurdere alle kreditvurderinger, der er afgivet på grundlag af de pågældende metoder, modeller eller vigtigste udgangshypoteser« (55). ECB foreslår, at det præciseres, at dette krav kun finder anvendelse på kreditvurderinger, som fortsat anvendes.

16.

Uafhængige, menige medlemmer af kreditvurderingsbureauets administrations- eller tilsynsorgan spiller en afgørende rolle for kreditvurderingernes uafhængighed og kvalitet. I henhold til forordningsforslaget skal de uafhængige medlemmer af organet udføre en specifik opgave, der består i at sikre, at der ikke forekommer nogen interessekonflikter, samt overvåge overholdelses- og styringsprocesserne, herunder kontrolfunktionen (56). Kontrolfunktionen består i regelmæssigt at kontrollere de metoder og modeller, som kreditvurderingsbureauet anvender, om der er foretaget væsentlige ændringer i metoderne, samt om disse metoder og modeller er hensigtsmæssige til vurdering af nye finansielle instrumenter (57). I lyset af vigtigheden af disse opgaver anbefaler ECB, at ansøgninger om registrering også skal indeholde oplysning om de uafhængige, menige medlemmer af kreditvurderingsbureauets administrations- eller tilsynsorgan (58).

17.

I henhold til forordningsforslaget skal kreditvurderingsbureauerne opbevare registre over kreditvurderingsbureauets og den kreditvurderede enheds respektive rettigheder og pligter »mindst […] så længe, at forholdet mellem denne kreditvurderede enhed […] eksisterer« (59). ECB anbefaler, at denne forpligtelse opretholdes i mindst to år efter ophøret af dette forhold for at gøre det muligt for de kompetente myndigheder at udføre ex post-undersøgelser på anmodning (60).

18.

Det bør også vurderes nærmere, om reglerne i forordningsforslaget, som forbyder ansatte, der er direkte involveret i kreditvurderingsprocessen, at tage ansættelse i en kreditvurderet enhed, er tilstrækkeligt strenge til at undgå eller begrænse denne praksis. Det foreslås derfor, at ansatte, som er direkte involveret i kreditvurderingsprocessen, først må påtage sig en ledende stilling i den kreditvurderede enhed 18 (i stedet for 6) måneder efter afgivelsen af den pågældende kreditvurdering (61).

19.

Henvisningen til »emission af obligationer« bør erstattes af »finansielt instrument« (62).

20.

Et kreditvurderingsbureau skal i sin rapport om åbenhed og klarhed hvert år afgive finansielle oplysninger om kreditvurderingsbureauets indtægt fordelt mellem indtægter hidrørende fra kreditvurderingsaktiviteterne og de øvrige aktiviteter med en fuldstændig beskrivelse af hver kategori (63). I det omfang disse »øvrige aktiviteter« består af »accessoriske tjenester«, bør det fremgå af forordningsforslaget (64).