EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 52003HB0001

Henstilling i henhold til artikel 10.6 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank om Rådets beslutning om ændring af artikel 10.2 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (ECB/2003/1)

EUT C 29 af 7.2.2003, s. 6–11 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

52003HB0001

Henstilling i henhold til artikel 10.6 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank om Rådets beslutning om ændring af artikel 10.2 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (ECB/2003/1)

EU-Tidende nr. C 029 af 07/02/2003 s. 0006 - 0011


Henstilling i henhold til artikel 10.6 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank om Rådets beslutning om ændring af artikel 10.2 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank

(ECB/2003/1)

(2003/C 29/07)

(Forelagt af Den Europæiske Centralbank den 3. februar 2003)

BEMÆRKNINGER

Der er med Nice-traktaten tilføjet en ny artikel 10.6 til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank. Denne artikel bestemmer følgende: "[Statuttens] artikel 10.2 kan ændres af Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringschefer, der træffer afgørelse med enstemmighed enten på grundlag af en henstilling fra ECB og efter høring af Europa-Parlamentet og Kommissionen eller på grundlag af en henstilling fra Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet og ECB. Rådet anbefaler medlemsstaterne at vedtage disse ændringer. Disse ændringer træder i kraft, når alle medlemsstaterne har ratificeret dem i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser." Artikel 10.6 skal læses i sammenhæng med den erklæring om artikel 10.6 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, som er knyttet som bilag til Nice-traktaten. Erklæringen lyder: "Konferencen forventer, at en henstilling som omhandlet i artikel 10.6 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank forelægges snarest.".

På baggrund heraf forelægger ECB nærværende henstilling om Rådets beslutning om ændring af statuttens artikel 10.2. I henhold til bestemmelserne i artikel 10.6 i statutten er henstillingen enstemmigt vedtaget af ECB's Styrelsesråd. Den vil blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

1. ALMINDELIGE BETRAGTNINGER

Statuttens artikel 10.6 udgør det retlige grundlag for en justering af fremgangsmåden for afstemninger i styrelsesrådet. Da denne artikel begrænser enhver ændring til artikel 10.2, berører en hvilken som helst justering af fremgangsmåden ved afstemninger ikke styrelsesrådets medlemmers ret til at være til stede på styrelsesrådets møder (statuttens artikel 10.1) og her deltage i drøftelserne. En justering af fremgangsmåden ved afstemninger påvirker heller ikke på nogen måde afstemninger om afgørelser, der træffes i henhold til statuttens artikel 28, 29, 30, 32, 33 og 51 (jf. artikel 10.3).

For at kunne bevare styrelsesrådets evne til at træffe effektive og rettidige afgørelser i et udvidet euroområde må antallet af nationale centralbankchefer, som kan udøve stemmeretten, være mindre end det samlede antal centralbankchefer i styrelsesrådet. Et rotationssystem er en rimelig, effektiv og acceptabel metode til fordeling af stemmerettigheder blandt styrelsesrådets centralbankchefer. De seks medlemmer af direktionen har fortsat permanent stemmerettighed. En ændring heraf ville vanskeligt kunne forenes med deres særlige status i medfør af EF-traktaten og statutten. De er de eneste medlemmer af styrelsesrådet, som udnævnes på fællesskabsplan via en procedure fastlagt i traktaten, og som udelukkende virker inden for euroområdet og for ECB, hvis kompetence omfatter hele euroområdet. Endelig bør tages i betragtning, at formanden som medlem af direktionen, også har den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed i styrelsesrådet.

Rotationssystemet bør udformes efter fem grundprincipper, nemlig "et medlem, en stemme", "personlig deltagelse", "repræsentativitet", "automatik/soliditet" og "gennemsigtighed".

For det første må princippet om "et medlem, en stemme" bibeholdes for medlemmer med stemmerettighed, da det er et centralt princip for ECB's/eurosystemets beslutningstagen. Et rotationssystem indebærer dog nødvendigvis, at alle medlemmer af styrelsesrådet ikke længere vil have permanent stemmerettighed, når der bliver flere nationale centralbankchefer.

For det andet vil alle medlemmer af styrelsesrådet som hidtil deltage i dets møder som personlige og uafhængige medlemmer, uanset om de kan udøve stemmeret eller ikke.

For det tredje kan et rotationssystem teoretisk set føre til en situation, hvor de medlemmer af styrelsesrådet, der kan udøve stemmeret, kommer fra medlemsstater, der som helhed betragtet kunne anses for ikke at være tilstrækkelig repræsentative for euroområdets økonomi som helhed, og det bør derfor udformes således, at man undgår denne situation. For at sikre repræsentativitet er man i rotationssystemet nødt til at skelne mellem centralbankcheferne, hvad angår den hyppighed, hvormed de kan udøve stemmeretten, således at centralbankchefer fra større medlemsstater oftere kan udøve stemmeretten end centralbankchefer fra mindre medlemsstater. Selv om man med indførelsen af repræsentativitetshensyn fjerner sig fra de gældende bestemmelser for afstemninger i styrelsesrådet, er dette udelukkende foranlediget af behovet for at tage hensyn til virkningerne af udvidelsen for så vidt angår styrelsesrådets beslutningstagen. Denne ex ante differentiering mellem centralbankchefer bør udelukkende anvendes i forbindelse med den forudgående fastsættelse af den hyppighed, hvormed de enkelte centralbankchefer kan udøve stemmeretten. Princippet om "et medlem, en stemme" vil fortsat gælde for alle centralbankchefer, som på et givet tidspunkt kan udøve stemmeret. Denne differentiering vil derfor ikke have nogen indvirkning på den egentlige, konkrete beslutningstagen, men er kun relevant, når det skal besluttes, hvem der kan stemme hvornår.

For det fjerde må rotationssystemet indrettes således, at systemet selv, en hvilken som helst bestemmelse om inddeling af centralbankchefer i forskellige grupper og en hvilken som helst regel om tildeling af stemmerettighed til disse grupper muliggør, at systemet automatisk kan tilpasses processen med udvidelsen af euroområdet. Det må desuden være i stand til at kunne omfatte indtil 27 medlemsstater, dvs. de nuværende EU-medlemsstater og de 12 ansøgerlande, som er anført i erklæringen om udvidelse af Den Europæiske Union, der er knyttet til Nice-traktaten som bilag. Princippet om "soliditet" indebærer især, at man undgår situationer, hvor medlemmerne af en gruppe af mindre medlemsstater, som følge af den måde, rotationssystemet virker på, hyppigere kan udøve stemmeretten end medlemmerne af en gruppe af relativt større medlemsstater.

For det femte må rotationssystemet udformes, så det er gennemsigtigt. Formuleringen af den ændrede artikel 10.2 i statutten må derfor være rimelig tilgængelig og opfylde kravene til primær fællesskabsret.

Disse grundlæggende principper har dannet baggrund for udformningen af den justering af fremgangsmåden ved afstemninger i styrelsesrådet, som er omhandlet i artikel 1.

2. KOMMENTARER TIL DE ENKELTE ARTIKLER

Artikel 1

Artikel 1 indfører, inden for de grænser, som er fastsat i statuttens artikel 10.6, et rotationssystem for stemmerettighed i styrelsesrådet. Fra det tidspunkt, hvor antallet af medlemmer af styrelsesrådet overstiger 21, vil fremgangsmåden for stemmeafgivning i styrelsesrådet blive justeret. I overensstemmelser med den hidtidige institutionelle ordning er antallet af stemmerettigheder begrænset til 21. Henset til deres særlige stilling, jf. ovenfor, vil de seks medlemmer af direktionen fortsat permanent udøve stemmeret. Centralbankcheferne vil dele de resterende 15 stemmerettigheder, som vil rotere mellem dem i henhold til forud fastlagte regler. Alle medlemmer af styrelsesrådet, som kan udøve stemmeretten, vil have en stemme, som udelukkende udøves i en personlig og uafhængig egenskab. For at sikre at enhver afgørelse i styrelsesrådet er repræsentativ for euroområdets økonomi som helhed betragtet, vil centralbankcheferne blive inddelt i grupper, som er forskellige med hensyn til, hvor hyppigt medlemmerne af gruppen kan udøve stemmeretten. Inddelingen af centralbankchefer i grupper foretages i henhold til en fordeling efter størrelsen af deres respektive NCB's medlemsstat. Denne fordeling efter størrelse baseres på medlemsstaternes andel af det samlede euroområde i henhold til en indikator bestående af to komponenter: i) andelen af det aggregerede bruttonationalprodukt i markedspriser (i det følgende benævnt "BNP mp") for medlemsstater uden dispensation, og ii) andelen af den samlede aggregerede balance for de monetære finansielle institutioner (i det følgende benævnt "SAB-MFI") for medlemsstater uden dispensation. Valget den første og vigtigste af komponenterne, BNP mp, er begrundet i dens udbredte anvendelse som det mest objektive udtryk for størrelsen af hver af de deltagende medlemsstaters samlede økonomi. Den anden komponent er begrundet i nødvendigheden af at tage hensyn til den særlige betydning af den finansielle sektor i de deltagende medlemsstater for så vidt angår centralbankbeslutninger. BNP mp tildeles en vægt på 5/6 og SAB-MFI en vægt på 1/6. Valget af vægtene er passende, da dette vil betyde, at den finansielle sektor er meningsfuldt og dækkende repræsenteret.

Det forudses, at rotationssystemet vil fungere i to etaper, afhængig af den takt hvori euroområdet udvides:

- Fra det tidspunkt, hvor antallet af centralbankchefer overstiger 15, og indtil det når 22, vil centralbankcheferne blive inddelt i to grupper. Af hensyn til at bevare kontinuiteten anses det for hensigtsmæssigt at indlede med en rotationsordning, som kun udgør en meget begrænset afvigelse fra de hidtidige stemmeregler, og som er forholdsvis enkel. Hvor længe denne rotationsordning vil gælde er usikker, da det vil bero på den takt, hvori euroområdet udvides. Den første gruppe vil bestå af de fem centralbankchefer for NCB'er for de medlemsstater med den største andel af det samlede euroområde i henhold til den ovenfor beskrevne indikator. Den anden gruppe vil bestå af alle øvrige centralbankchefer. De fem centralbankchefer i første gruppe har tilsammen 4 stemmerettigheder, og de øvrige centralbankchefer i den anden gruppe har tilsammen 11. Fra starten på rotationssystemet og indtil antallet af centralbankchefer overstiger 18 vil der dog være behov for en særordning for at undgå, at hyppigheden, hvormed medlemmerne i den første gruppe kan udøve stemmeret, er lavere end for medlemmerne i den anden. Dette kan have betydning for den måde, hvorpå de 15 stemmerettigheder fordeles på de to grupper. For at undgå den situation, at hyppigheden, hvormed centralbankcheferne inden for en gruppe kan udøve stemmeret, er 100 %, kan styrelsesrådet beslutte at udskyde starten af rotationssystemet, indtil antallet af centralbankchefer overstiger 18. Gennemførelsen af disse særlige rotationsordninger, som er af begrænset varighed, bør overlades til styrelsesrådet.

- Fra det tidspunkt, hvor antallet af centralbankchefer udgør 22, vil centralbankcheferne blive inddelt i tre grupper. Den første gruppe vil bestå af de fem centralbankchefer for NCB'erne for medlemsstaterne med den største andel i det samlede euroområde i henhold til den ovenfor beskrevne indikator. Den anden gruppe vil bestå af halvdelen af det samlede antal centralbankchefer, i givet fald oprundet, idet der herved er taget hensyn til princippet om soliditet for at sikre en vis grad af kontinuitet i den hyppighed, hvormed stemmeretten i den anden gruppe kan udøves. Centralbankcheferne i denne gruppe vil komme fra NCB'er for medlemsstater fra de næstfølgende pladser i ordningen af lande efter størrelse på basis af kriterierne nævnt ovenfor. Den tredje gruppe vil bestå af alle øvrige centralbankchefer. Den første gruppe tildeles 4 stemmerettigheder, den anden gruppe 8, og den tredje gruppe 3. Når antallet af medlemsstater i euroområdet udgør 27, vil hyppigheden af udøvelse af stemmeret være 80 % i den første gruppe, 57 % i den anden og 38 % i den tredje.

Rotation af stemmerettigheder blandt centralbankchefer er tillige bestemt af princippet om, at inden for hver gruppe skal de udøve stemmeret i lige lang periode. Til gennemførelse af dette princip vil styrelsesrådet træffe de nødvendige foranstaltninger, som er af ren operationel art.

Sammensætningen af grupperne justeres, når det aggregerede BNP mp justeres i henhold til artikel 29.3 i statutten, eller når antallet af centralbankchefer øges som følge af udvidelsen af euroområdet. Kommissionen tilvejebringer data til beregning af andelene af det aggregerede BNP mp i medfør af de regler, som Rådet har vedtaget i henhold til artikel 29.2 i statutten. Data til opgørelse af andelene af SAB-MFI beregnes i overensstemmelse med det statistiske grundlag, som gælder i Det Europæiske Fællesskab på tidspunktet for beregningen. Beregningerne vil således blive foretaget af ECB inden for de rammer, som er bestemt af Rådet i henhold til artikel 5.4 i statutten, dvs. Rådets forordning (EF) nr. 2533/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks indsamling af statistisk information(1), som nærmere fastlagt af ECB i Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2423/2001 af 22. november 2001 om den konsoliderede balance i MFI-sektoren (monetære finansielle institutioner)(2), ændret ved forordning (EF) nr. 2174/2002(3).

Ovennævnte 5-årige justeringer følger principperne i artikel 29.3 i statutten. De nye andele, som fremkommer ved disse justeringer, vil gælde fra første dag i det følgende år. Når en eller flere centralbankchefer bliver medlem af styrelsesrådet, bør referenceperioden til brug for beregningen af andelene for deres respektive NCB'ers medlemsstater af det aggregerede BNP mp og af SAB-MFI for medlemsstater uden dispensation være den samme, som anvendtes ved den seneste 5-årige justering af andele. De nye andele, som fremkommer ved sådanne særlige justeringer, vil gælde fra det tidspunkt, hvor de(n) nye centralbankchef(er) bliver medlem af styrelsesrådet. Disse nærmere regler vil være omfattet af de gennemførelsesbestemmelser, som skal vedtages af styrelsesrådet.

Som undtagelse til den nye fremgangsmåde ved afstemning skal alle afgørelser, som er nødvendige til gennemførelse af de operationelle bestemmelser i rotationssystemet, vedtages med to tredjedeles flertal blandt alle medlemmer af styrelsesrådet, uanset om de på tidspunktet for afgørelsen kan udøve stemmeret eller ikke.

Artikel 2

Det skal anbefales medlemsstaterne at vedtage Rådets beslutning om ændring af artikel 10.2 i statutten. Ændringen vil først træde i kraft, når alle medlemsstaterne har ratificeret dem i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser. Fastsættelsen af ikrafttrædelsestidspunktet er udformet på linje med de afsluttende bestemmelser i Nice-traktaten.

(1) EFT L 318 af 27.11.1998, s. 8.

(2) EFT L 333 af 17.12.2001, s. 1.

(3) EFT L 330 af 6.12.2002, s. 29.

Op